Om Aktier & AdWords

Når du handler aktier er det alfa & omega at holde hovedet koldt, specielt hvis man er “day trader” og svinger ind og ud af flere papirer på én dag.

De fleste følelser kan du også godt pakke væk, når du skal forhandle dit nye hus ned i pris (eller hvis du har en skuespiller gemt i maven, kan det selvfølgelig være du med en lille performance kan indgyde noget patos hos mægleren…) eller hvis du sidder og “forhandler” søgeord med AdWords-maskinen.

Efter at have deltaget i Nordea & Berlingskes aktiespil, som sluttede fredag i forrige uge, tror jeg, at jeg både er blevet klogere på aktier og dygtigere til Googles reklameprogram AdWords (sidstnævnte arbejder jeg med professionelt).

Jeg har aldrig handlet med aktier, men da AdWords jo også bare er et marked (groft sagt for søgeord & hjemmesideplaceringer), var jeg spændt på, om jeg kunne overføre nogle af mine evner derfra til aktiehandel.

Spillet viste sig at være en god crash course i, hvordan aktiemarkedet fungerer og til at lære lidt om, hvordan man selv reagerer psykologisk på modgang & medgang.

 

Kvartalsregnskaber og nyheder

Indrømmet: jeg var ikke hurtig nok til at regne aktiespillet ud fra start af, da der gik 10 ud af spillets 20 dage, før jeg begyndte at handle hver aften.

Ret naivt lagde jeg ud med en “køb og hold”-strategi, selvfølgelig kunne jeg da gå fra 500.000 kr. til 600.000 kr. (som vinderen gjorde det) ved at holde fast på min “fantastiske” startportefølje…

Modsat den virkelige børs er man i aktiespillet ikke “day trader”, men nærmere “night trader”, da der kun kan laves om på porteføljen uden for børsens åbningstider. Det er klart, at man ikke kan følge med de bedste i spillet, hvis man ikke ligesom dem ændrer på porteføljen hver aften.

Hvilke signaler giver det så mening at navigere efter på den her korte bane i markedet?

Det er selvfølgelig kvartalsregnskaber og andre større nyheder fra virksomhederne, der for alvor rykker noget, ligesom begivenheder som terrorangrebet i Paris også kan have effekt på nogle aktier (i dette tilfælde nedtur for rejseselskaber som SAS & optur for sikkerhedsvirksomheder som Securitas).

For eksempel blev det annonceret mandag d. 16 november, efter børsen var lukket, at medicinalvirksomheden Genmab havde fået godkendt et nyt middel af myndighederne i USA.

Det betød, at de opjusterede forventningerne til 2015 med 315 millioner kr. og man var så godt dum, hvis man ikke skiftede Genmab ind i sin portefølje og tog turen på de cirka 11% aktien steg dagen efter.

Selvfølgelig er det ikke så nemt på det rigtige aktiemarked og når man ikke spiller for rigtige penge, er det nemmere at vide sig sikker i sin sag. Alligevel gav spillet et godt indblik i den markedsdynamik og ustabilitet, man er oppe imod på aktiemarkedet.

 

AdWords er ikke aktier, men…

I “AdWords-spillet” dur det heller ikke altid at “købe og holde”: bevares, hvis du ved første hug finder en masse søgeord, der giver fantastisk med salg, så skal du holde fast i dem.

Ofte går det ikke så nemt og så skal der tænkes kreativt efter nye søgeord eller optimeres på dem, du allerede har gang i, måske med færre og mere præcise søgeord, eller budoptimering, eller en mere fængende annonce, eller negative søgeord og så videre.

AdWords er dog også et niveau dybere end aktier: du kan analysere en virksomhed til døde, men i sidste ende er det et simpelt valg: vil du investere i den her aktie eller søge videre (selvfølgelig en forsimpling der ser bort fra mere avancerede finansielle instrumenter)?

Med AdWords har du en mere aktiv rolle, da ét er hvilke søgeord og annoncer, du bruger i AdWords, mens noget andet er, hvor du sender dine besøgende hen: alle virksomheder ved, at deres hjemmeside nær sagt altid kan forbedres, for at løfte salgsraten yderligere.

Selvfølgelig går markedet også op og ned her: et nyt produkt lanceres og så byder alle markedets spillere på søgeordet “iphone 7”. Eller momentummet går af en trend og pludselig er der ingen, der søger på “kähler jubilæumsvase”.

AdWords er dog mere barmhjertigt end aktier, da du for eksempel nemt kan byde ind på søgeord, der ikke har den store aktivitet i nuet, men som pludselig eksploderer efter et par måneder, uden at der er risiko for at tabe noget i den mellemliggende periode.

 

AdWords giver dig kontrol

Ligesom aktier er AdWords først og fremmest en investering: du forventer et afkast af de kroner, du putter i maskinen, men ved der er risiko for at tabe penge.

Hvis man er ny på aktiemarkedet taber man højst sandsynligt flere penge end den gamle rotte indenfor faget. Således også med AdWords, hvor der er alle muligheder for at lave begynderfejl med søgeordstyper og for høje bud, som koster kassen.

Det er nok fordi, jeg sidder med det til dagligt, men alt andet lige er AdWords meget mere til at styre, da en stor del af kontrollen faktisk ligger i dine hænder.

Dét, der er skræmmende ved aktier, er, at du ligesom mig nok heller ikke er udstyret med evnen til at se en måned eller bare én time ind i fremtiden: nedturen kan blive hård, hvis du ikke er med på beatet.

Det opløftende ved AdWords er, at hvis tingene går dårligt, har du næsten altid mulighed for selv at rette op på det: mere af magten er lagt hos dig, så brug den fornuftigt.

For interesserede gik det mig således i aktiespillet:

Aktiemanager Resultat 2015

Held og lykke med det marked du begår dig på!


Thomas Søby Andersen
Online Marketing Konsulent
42 73 09 82
kontakt@digitaledyder.dk