Den gode pension som selvstændig

For nogle år siden overvejede jeg, om jeg skulle begynde at sætte mig ind i aktier og prøve at tjene penge på at handle dem. Imidlertid blev jeg overbevist om, at det ville kræve alt for meget tid, for noget der i sidste ende er ret usikkert.

Den bedste bog, jeg læste på det tidspunkt, var uden tvivl “A Random Walk Down Wall Street”. Den anbefaler, at man finder en investeringsforening eller flere ETF-papirer (simpelt sagt et papir der er bundet op på et bredt index af aktier) at sætte sine penge i og så kommer videre i sit liv.

Hvad har dette med pension at gøre? Pensionsopsparinger er for det meste sat i flere forskellige ETFer og andre investeringer som f.eks. fast ejendom. Der er nemlig nær sagt ingen aktieanalytiker sat i denne verden, som år efter år kan skabe det samme afkast, som papirer der følger en masse forskellige aktiemarkeder og derfor er ETF-investering det bedste for flertallet.
 

Som selvstændig vælger du din pension

De fleste lønmodtagere accepterer mere eller mindre blindt den pensionsordning, som deres arbejdsplads benytter sig af. Som selvstændig har du til gengæld frit valg på alle hylder. Du behøver ikke bare at sige ja til din banks gængse pensionsprodukt, men kan tage et bredere kig på pensionsmarkedet.

En opfattelse blandt nogle selvstændige er, at man slet ikke behøver en pension, men hellere skal lade alle pengene stå i virksomheden, for at blive ved med at udvikle på den. Selvfølgelig skal man investere i sin virksomhed, men med de fradragsmuligheder en pensionsopsparing giver og med muligheden for helt selv at vælge, hvad pensionspengene skal sættes i, så bør man i min optik sætte noget af til pensionen hvert år, det nu er muligt.

Noget helt andet er også, at skulle du gå konkurs med virksomheden uden en pension, så er der ingen kære mor. Hvis du derimod har lavet en pensionsopsparing, så er alderdommen sikret, og hvis du skylder til kreditorer, så er din pension nærmest urørlig for dem.
 

Hvilke typer pensioner kan jeg indbetale til?

Som selvstændig kan du i 2017 skyde 53.500 kr. ind på en ratepension og pensionsmidler ud over det, kan sættes i en livsvarig livrente. Hvis du opretter din ratepension i din bank, vil de uden tvivl også præsentere dig for nogle muligheder at sætte pengene i.

Imidlertid er disse sjældent det bedste for dig, da bankernes forskellige omkostninger for at håndtere din investering altid er højere end de bedste investeringsforeninger i Danmark.
 

Hvad kan jeg investere min pension i?

Du har som selvstændig frie rammer, i forhold til hvad pengene skal investeres i. Ligesom al anden investering handler det mest om, hvor risikovillig du er og hvor aktivt handlende, du vil være.

Som jeg nævnte indledningsvis blev jeg overbevist om, at det kun gav mening for mig at finde nogle gode investeringsforeninger, købe dem og så med rimelig ro i sindet vide, at jeg sandsynligvis vil få et gennemsnitligt afkast over de næster årtier, uden at røre en finger.

Her er nogle forslag til investeringsforeninger/ETFer i Danmark, der kunne være emner til at sætte din pension i:

Sparinvest – Én af de ældste investeringsforeninger i Danmark, med mange forskellige afdelinger og fint opdelte risikoniveauer.

Optimal Pension – Simpelt opdelt i 3 afdelinger med stigende risiko. De ligger op til at man vælger afdeling efter, hvor man er henne i livet, men som altid skal man selvfølgelig vælge ud fra egen risikovillighed.

NORD.investments – En ny spiller der gennem en personlig investeringsplan og samarbejde med banker, skræddersyer din investering, så den passer på din risikoprofil og koster mindst muligt.

Du kan selv finde flere ved at søge på ‘investeringsforeninger’ eller ‘etf’ på Google. Det er altid en god ide at søge professionel finansiel rådgivning, hvis man er i tvivl om noget i forhold til sin pension. Man bør i hvert fald i følge mig aldrig lave investeringer, der koster nattesøvn!

Jeg håber, det her indlæg har været med til at gøre dig lidt klogere på din pension som selvstændig. Der er så meget nyt at sætte sig ind i, når man starter selv, og jeg har i hvert fald draget meget nytte af andres erfaring. Held og lykke med at finde den pensionsplan, der passer til dig.


Thomas Søby Andersen
Online Marketing Konsulent
42 73 09 82
kontakt@digitaledyder.dk